Det er ved at være forår. Træerne på Assistens Kirkegård i København er sprunget ud, farverne lyser mod himlen. De unge sidder på Dronning Louises Bro, med rose i vinglassene og musik i højtalerne. Turisterne prøver at undgå at falde foran en af de vildtkørende cykler, som farer forbi. Dette er Nørrebro. Dette er København.
Da jeg for næsten 15 år siden begyndte at skrive en bog om Nørrebros indvandringshistorie, havde jeg ikke forestillet mig, at arbejdet ville give mig mulighed for formidle i nærkontakt med byens rum. Og at det blev en af de mest givende måder, hvorpå jeg har kunnet understrege humanioras relevans. Ideen sprang frem efter, at jeg i en del tid havde skrevet om mit forskningsprojekt på Facebook, fik lyst til at tage dem, der responderede på mit oplæg på tur i det hele. Bogstaveligt talt. En gruppe af interesserede dukkede op på hjørnet af Sortedams Dossering i juni 2014, og sammen begav vi os ind i historien. Svenskerne, italienerne, muslimerne, kineserne, russerne og indvandrerne fra provinsen blev trukket frem og fortalt om foran de huse og i de gader, hvor de havde boet. Siden da har jeg holdt lignende guidede ture flere gange om året. For universitets- og professionsstuderende. For foreninger og menighedsråd. I forbindelse med kulturfestivaller. Det har været sjovt hver gang – dog mindre sjovt i regn og sne. Men det har lært mig meget om humanioras betydning. Og de muligheder vi faktisk har for at bringe vores viden til dem, der er interesserede.
Humanioras styrke er, at den kan føles, mærkes, forstås. Humaniora giver os mulighed for at reflektere over, hvad det vil sige at være menneske. Både i nutiden, i fortiden og i fremtiden. En sådan refleksion er almenmenneskelig, men den er også dybt fagligt forankret i studiet af sprog, historie, kulturer, religion og filosofi. Hvis denne viden ikke var der, hvor var vi så? Hvis denne viden ikke findes, formidles, fortolkes og videregives, hvad vil vi så blive?
Nogle vil tage et sådant udsagn som snobberi. Det vil jeg argumentere for, at det ikke er. At bruge en skruetrækker kræver også viden. Men jeg vil argumentere for, at det kan være en vej fremad for at vise og underbygge humanioras relevans, at vi knytter den til det almene. At medborgere udenfor universitetet får bedre fornemmelse af, hvad humaniora er og kan. Hvordan humaniora kan give aha-oplevelser, lige hvor man selv bor. For at vende tilbage til eksemplet fra Nørrebro: Hvordan havde indvandring påvirket de gader, som folk troede, at de kendte, men som de igennem en guidet tur, baseret på forskning, kom til at se i et lidt andet lys.
Jeg tror, der er en ide i at formidle nært. Ikke mindst i en situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved humaniora som brugbart, produktivt og nødvendigt. I Danmark skæres der luns efter luns af universiteternes forskningsmiljøer, særligt indenfor humaniora og den blødere samfundsvidenskab. Vi må blive bedre til at understrege, at nedskæringer ikke bare betyder, at dygtige forskere mister deres arbejde, men at studerende og samfundet mister vigtige muligheder for indsigt. Og dette gøres måske netop ved at tage folk i hånden, og helt bogstaveligt føre dem ind i de verdener, som humaniora åbner. Verdener, som vi alle måske umiddelbart forstår, men som humaniora kan hjælpe os til at forstå endnu bedre.
Garbi Schmidt, professor i kulturmødestudier, Roskilde Universitet.
I blogindlægget refereres der til bogen Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010.
Denna text är ett gästinlägg på Humtankbloggen. Den har genomgått en redaktionell granskning av Humtank, men åsikterna är skribentens egna.