I Danmark står kulturen i høj kurs som forbrugsvare. Samtidigt har humaniora været genstand for store nedskæringer i det seneste årti. Kultur risikerer derfor at blive noget man oplever og ikke noget man studerer. Medvirkede til dansk humanioras prekære stilling er universiteternes tab af kollegialt selvstyre, der har betyder øget ledelsesmagt og politisk styring.
Danmark i det 21. århundrede er et overordentligt velstående land, hvor kulturproduktion og kulturforbruget er i vækst. Hvad angår arkitektur, design, mode, gastronomi, film, ballet mmm. bidrager Danmark på det allerhøjeste niveau og befolkningen støtter op med besøg på museer, teatre, operaer, udstillings- og spillesteder, ligesom der danses både professionelt og i bredden. Velstanden giver overskud til at bruge tid og penge på skønhed, kunst og æstetik, og dansk kulturs softpower er anerkendt globalt.
I det danske kulturliv spiller museer en relativ stor rolle, og siden 2012 har statsanerkendelse og tilskud været forbundet med et krav om humanistisk forskning på det pågældende museum. Det har løftet museernes kvalitet og fået forskningen ud til nye grupper.
Interessen for kunst og kultur er således stor. I en nylig rapport om borgernes kulturforbrug opgøres underholdning og glæde dog som mere motiverende og interessant end viden på dette område – og det peger på et problem i Danmark.
Bekymrende er således de vilkår, som humanistisk forskning har på danske universiteter. I 2003 blev universiteterne underlagt en ny universitetslov, der afskaffede det republikanske selvstyre med rektorer og dekaner valgt af ansatte og studerende. I stedet fik hvert universitet en udpeget bestyrelse, der ifølge loven skal have eksternt flertal, hvorfra universitetets forperson skal findes, og hvor der kun er garanteret én plads til de universitetsansatte forskere (§12). Denne bestyrelse udpeger rektor, som udpeger den øvrige ledelse (§ 14).
Siden da har dansk humaniora været i en prekær situation, hvor lokale magtkampe på universiteter har resulteret i nedlæggelser af forskningsområder, uddannelser og fyringer. I Danmark er der ikke tenure eller anden sikring af universitetsforskere. På det nationale niveau begyndte humanioras udfordringer dog først for alvor i 2013-14, hvor lovændringer satte et generelt loft over studerende studietid og flyttede myndigheden for oprettelse af studiepladser fra universitet til ministerium.
I dag kan vi se resultatet, nemlig at optaget af BA-studerende på humaniora i Danmark på ti år er skåret med omkring 50 %. Dertil skal lægges en række politiske initiativer de senere år for generelt at skære ned på længere videregående universitetsuddannelser, som først vil slå igennem i de kommende år. Her har man lokalt truffet beslutninger, som vil betyde at uddannelser i f.eks. arabisk, hindi, russisk og kinesisk fremover kun vil findes et sted i landet, nemlig i København, og senest har Roskilde universitet sågar besluttet at lukke deres uddannelser i dansk litteratur og sprog. Og dette sker som følge af lovgivning, der er gennemført med brede flertal i det danske Folketing.
Stadig er det dog lykkes at opretholde et højt niveau af humanistisk forskning. Der er ligeledes en stigende opmærksom på muligheder for at formulere forskningsprojekter, der viser humanioras værdi, ligesom der også er sket en markant udvikling inden for humanistisk videnskabsteori. Den større bevidsthed inden for humaniora om betydningen af sprog, kultur og kunst har udviklet sig sammen med en stadig større praksis for at søge midler hos private fonde og i EU. Dansk humaniora således i dag er langt mere international end tidligere. Baggrunden er selvfølgelig den alvorlige situation, men resultatet er foreløbigt forskning af meget høj kvalitet.
Kultur som aktivitet og formidlet som fornøjelse nyder stor anseelse, mens humaniora som åndsvidenskab tværtimod er voldsomt udfordret. Man kan derfor med god grund frygte, at kommende generationer vil have mindre viden om og forståelse for kunst og kultur end de nuværende, og det kommer ikke blot til at forringe forskningen, men også det rige kulturliv, som kun kan nå de nuværende højder med den viden og bevidsthed om kultur, som stærke humanistiske universitetsmiljøer vedligeholder og udvikler.
Asger Sørensen, lektor i pedagogisk filosofi vid Aarhus universitet.
Denna text är ett gästinlägg på Humtankar. Den har genomgått en redaktionell granskning av Humtank, men åsikterna är skribentens egna.
Hanna Enefalk 
Sari Nauman